Vi køber stadig stort


Den globale afmatning har ikke ramt bådbranchen - endnu i hvert fald. Danskerne køber store både som aldrig før, og det afspejler sig også på bådudstillingen i Bella Center.

Den globale afmatning har ikke ramt den danske bådbranche - endnu.

Således blev 2007 et af de mest indbringende år for branchen, om ikke det bedste nogensinde. Og tendensen fra tidligere år fortsætter. Danskerne vil have store både og masser af komfort. Det oplever ikke mindst Princess Yachts, som på bådmessen i Bella udstiller en 58 fods motorbåd til omkring 10 mio. kr.

»Det er blevet helt i orden at købe en stor båd. Der er ikke så meget jantelov omkring det, og mange køber en båd som et alternativ til sommerhuset. Vores købere er ofte i den sidste del af deres aktive erhvervsperiode og vil også gerne have plads til børnebørnene,« fortæller Peter Winther fra Princess Yachts Danmark, som sælger både fra 42 til 96 fod.

Men det er ikke kun luksuriøse superyachter, som frister med de bedste materialer og udstyr. Lækkert design og avanceret teknologi finder man efterhånden helt ned i de mindste både, ligesom bov- og hækpropel er blevet hvermandseje.

På messen udstiller Melfar Marine fra Middelfart et nyt motorbådsmærke af italiensk oprindelse. "Luksuslineren" på 47 fod bærer navnet Azimut og er et studie i moderne teknik og italiensk design. Vil man have det endnu større, er det muligt at bestille en superyacht på 116 fod til omkring 75 mio. kr. Den finder man dog ikke i centerhallen, der ligesom tidligere år rummer de største både på udstillingen.

Bella Center melder inden udstillingen om en stor interesse og om, at hallerne vil »være fyldt til bristepunktet« med nye såvel som gamle bådmodeller og tilbehør. Allerede ved indgangen bliver gæsterne mødt af en flyvende katamaran. Den hedder Lagoon 380 og får naturligt tankerne sendt ud på azurblåt vand og lunere sommervinde som modsætning til Bella Centers kolde parkeringspladsbrise i februar.

Centerhallen er reserveret til de helt store sejlbåde, hvor flere kræver mere end almindeligt højt til loftet og ikke mindst plads til siden. Motorbådene finder man i C-hallen, hvor arrangørerne ligeledes melder alt udsolgt. Tættest på metroen finder man Østhallen, hvor man kan finde alt i påhængsmotorer samt trolling- og speedbåde. Og så vil der selvfølgelig være masser af sejlertilbehør, som de besøgende kan lade sig friste af på udstillingen.

Ingen kommentarer: