Jeanneau går op i størrelse 45


Der skal en granvoksen mand til at bære en størrelse 45. På bådudstillingen i Bella har Jeanneau danmarkspremiere på sin dæksalon i den størrelse.

Vi kiggede ned i den allerede for halvandet år siden i byen Les Sables d'Olonnes på den franske atlanterhavskyst. Dengang var den endnu kun en prototype, men på bådudstillingen i Bella kan publikum tage den i øjesyn for første gang i Danmark - den nye Jeanneau 45 DS.

Da avisen testsejlede lillesøsteren, beklagede vi os over, at betegnelsen DS for dæksalon var store ord at bruge om båden, som mere mindede om en traditionel Sun Odyssey med mere runde linjer. Det skyldtes det faktum, at man siddende i salonen ikke kunne se ud ad vinduerne. Nu glæder vi os til at kigge ned i storebroren, som har danmarkspremiere på udstillingen i Bella.

Båden er holdt i lyst træ i moderne krumme linjer. Den leveres som standard med en Yanmar 75 hk, rullestorsejl og ge-nua. Købere kan vælge mellem to eller tre kahytter med mulighed for op til ni sovepladser. Prisen begynder på kr. 1.626.877 kr. inkl. moms.

Mener man, at Jeanneau 45 DS klemmer på storetåen, skal man bare væbne sig med tålmodighed. En 50 DS er på tegnebrættet hos designerne i Frankrig.

Ingen kommentarer: